lørdag den 5. maj 2007

Vi har vundet en pris



Bestyrelsen for Enhedslistens Rød Fond har besluttet at uddele Enhedslistens Græsrodspris 2007 til deling mellem ABC og Initiativet for flere ungdomshuse pga. det arbejde, der er lavet op til og efter rydningen af Ungdomshuset Jagtvej 69.

Enhedslistens græsrodspris er på 10.000 kr., hvorhalvdelen så vil gå til hver af de to prismodtagere.

En person fra Initiativet for Flere Ungdomshuse møder op i Korsgadehallen lørdag kl 17, for at modtage prisen på vegne af initiativet.

I den forbindelse vil hun takke med disse ord:

"Der er sået frø til en sommer der står i oprørets navn. Vi må og skal have mindst ét nyt ungdomshus i København, alt andet er grotesk. Men dette oprør handler om meget mere end et ungdomshus.

Vi har som initiativ oplevet at der er rigtig mange mennesker både unge og gamle, som er villige til at gå langt for at få et København der rummer både ungdomshuse, medborgerhuse og alsidighed i det hele taget.
Midlerne til dette er mange. I kæmper jeres kamp inde på talerstolene vi kæmper vores på gaderne og i de tomme huse. Det er vigtig at vi forstår at disse måder skal supplere hinanden.

Vi har brug for politisk opbakning, så vi ikke mister gejsten. Og i har brug for gejsten fra gaden, så i ikke tørre helt ind på jeres partikontorer.
Så folk kan blive ved med at tro på dette andet København. Et København hvor man ikke skal spejle sig i de store glasfacader når man går på gaden, men hvor man kan spejle sig i hinanden, hvor man kan se hinanden, og se hinanden i øjnene.

Tak for pengene og prisen, fortsat godt landsmåde, og vi ses på gaden"