tirsdag den 8. maj 2007

SOLIDARITETSDEMONSTRATION FOR KØPI

Tidligt i morges blev et af Europas største fristeder solgt. Köpi i
Berlin har igennem 17 år fungeret som et alternativt og selvstyrende
kulturhus i stil med Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Med
normaliseringen af Christiania, rydningen af Ungdomshuset og La
Makabre i Barcelona, salget af Köpi og de planlagte salg af Les
Tanneries i Frankrig, Yeafanet i Grækenland og de bz'atte huse i
Rigaerstrasse i Berlin tegner der sig et billede af et bredt angreb på
de europæiske fristeder.

Derfor afholder Ungdomshuset, Initiativet For Flere Ungdomshuse, Pink
Panther Party og Vesterbro Loves Ungeren en demonstration under navnet
Copenhagen Loves Köpi.

"Den hetz, som politikerne for alvor skød i gang med rydningen af
Ungeren, og som nu går ud over fristeder i hele Europa, er en krig
imod anti-profitabel, alternativ kultur og en hetz imod en kæmpe
befolkningsgruppe. Hvis det lykkes politikerne at nedkæmpe en hel
kultur er det et kæmpe nederlag for det demokratiske samfund." Udtaler
Pernile fra Copenhagen Loves Köpi.

"Mangfoldighed og respekt for minoriteter er en af grundstenene for
demokrati, og det er præcis dette, som Europas politikere er i færd
med at bekrige nu. Deres aggressive fremfærd har betydet en eksplosiv
mobilisering imod dem, men hvis det alligevel skulle lykkes dem at
nedkæmpe en hel befolkninsggruppe, er det nok på tide at stille
spørgsmålstegn ved, om det demokratiske projekt har spillet fallit."
Udtaler Tim fra Copenhagen Loves Köpi

Copenhagen Loves Köpi arrangerer demonstration i aften kl 19.30 mod de
politiske angreb mod fristederne fra hovedindgangen til Statens Museum
for Kunst til den tyske ambassade.

Kampen fortsætter

Copenhagen Loves Köpi

Ungdomshuset, Initiativet for Flere Ungdomshuse, Vesterbro Loves
Ungeren, Pink Panther Party



Kontakt: 50227464