tirsdag den 24. april 2007

KRITIKKEN AF POLITIETS INDSATS ER RETFÆRDIG

Kommentar til Peter Ibsens brug af ordet ’terrorist.’

Politiforbundets formand, Peter Ibsen, er ked af det, fordi politiet kritiseres for deres elendige håndtering af rydningen af Ungdomshuset. Bevares, det var også en stor opgave, og man kan undre sig over, at politiet ikke for længe siden har meldt fornuftigt ud til Rådhuset, at den sag nok skulle ligge på politikernes bord lidt endnu. Og så kunne de jo tilbyde deres hjælp, hvis politikerne fandt en fornuftig og holdbar løsning. Men politiet har hverken vilje eller moral. Det er ikke deres bord. De gør, hvad de får besked på.

Peter Ibsen kalder os alle sammen for terrorister nu. Og det er lidt af en tilsnigelse.

Terrorister bruger vold eller trusler om vold mod civile til at opnå deres mål. Nogle autonome (måske fem) har kastet ild på det samme politi, som tilsidesætter alle de regler, som er i vejen for at knuse vores bevægelse. Det er ikke vold mod civile. Det er et forsvar mod en ordensmagt, der ikke holder sig til samfundets regler. Politiet svarer igen med kollektiv afstraffelse i form af ulovlige ransagninger, masseanholdelser, tilfældige anholdelser og visiteringer, tæv, tåregas og lange, ulovlige fængslinger.

Terrorister kan finde på at kidnappe, true eller dræbe sine modstandere. Vi ved jo godt, hvor både Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen og Per Larsen bor. Men de kan føle sig helt trygge, når de er hjemme, for det er ikke den slags kamp, vi ønsker, og det er ikke den slags mennesker, vi er. Vi opsøger ikke folk på deres arbejde eller bopæl for at fange dem og pine dem, sådan som det danske politi gør

Ungdomshuset startede ikke gadekampene den 1.marts. Ungdomshuset afbrød ikke forhandlingerne. Politikerne afbrød forhandlingerne og sendte væbnede styrker ind for at rydde huset. Derefter svarede vi igen på den militans, vi mødte. Men vi tog ingen civile gidsler, vi dræbte ingen, vi sårede ingen, vi satte ikke ild til hverken boliger, s-togsstationer eller indkøbscentre.

Peter Ibsen kan kalde os autonome, anarkister, punkere, demonstranter, unge, ballademagere, bz’ere og tosser (Flemming Steen Munchs favoritudtryk), men han kan ikke kalde os terrorister. Når han vælger at kalde os terrorister, er det fordi det gør os usympatiske i befolkningens øjne, og fordi det giver ham en mulighed for at give os højere straffe efter terrorloven.

Kritikken af politiets indsats er helt på sin plads. Peter Ibsen kan starte med at læse i sit leksikon under ’t’ for terrorist og ’p’ for politistat.

Initiativet for Flere Ungdomshuse