torsdag den 26. april 2007

POLITIET GRINET UD AF TORSDAGSDEMO


Torsdagsdemoen i dag fik en rigtig sjov slutning.

Vi var på tur rundt i området og se på gamle bz’atte huse og høre lidt om dem og få historier fra folk, der selv havde været med i husene. Vi var både ved Det Blå Hus på Åboulevarden, Det Lyserøde Hus på Rantzausgade, Allotria ved Korsgade, Bazooka og Byggeren ved Stengade, i Ryesgade, og så endte vi ved Jagtvej 69.

Noget gennemgående var, at de steder, hvor bz’atte, aktive huse var blevet ryddet, var der nu bare en byggetomt. Også selvom huset var blevet ryddet for tyve år siden. Også selvom huset stadig kunne have fungeret som aktivt ungdomshus eller kollektiv den dag i dag. Københavns Kommune synes, der er mere brug for byggetomter end alternativ kultur.

”Demonstrationen endte ved Jagtvej 69 og opløste sig selv. Politiet afspærrede ved runddelen og på Jagtvej, så vi kunne være i fred for trafikken,” fortæller Stine, som var med i demonstrationen. ”Pludselige opdager jeg, at en af betjentene ikke har nogen kasket på, og jeg finder hurtigt ud af, at nogen har lænet sig ind over banneret og snuppet den. Betjenten ser vildt sur ud og lynhurtigt begynder alle at pege på ham, og alle griner. Betjentene begynder at lede efter hatten, men de kan selvfølgelig ikke finde den, og ham uden hat bliver mere og mere sur. Til sidst stiger de ind i deres bil og kører væk. Det blev simpelt hen for meget for dem.”

Demonstrationen var på det tidspunkt opløst, og folk var begyndt stille og rolig at sive fra området, selvom mange blev hængende på gaden og nød det gode vejr og fordøjede de mange indtryk og fortællinger.

En anden demonstrant, Simon, fortæller: ”Da jeg skulle hjem, gik jeg ned ad Jagtvej, og jeg opdagede, at salatfadet med betjentene holdt længere nede. Da jeg kiggede ind ad ruden, kunne jeg se, at ham, der havde fået stjålet sin hat, sad og græd. Man fik sgu næsten helt ondt af ham.”

Vi griner stadig af politiet. Hvem ved, hvad vi snupper næste gang...

tirsdag den 24. april 2007

KRITIKKEN AF POLITIETS INDSATS ER RETFÆRDIG

Kommentar til Peter Ibsens brug af ordet ’terrorist.’

Politiforbundets formand, Peter Ibsen, er ked af det, fordi politiet kritiseres for deres elendige håndtering af rydningen af Ungdomshuset. Bevares, det var også en stor opgave, og man kan undre sig over, at politiet ikke for længe siden har meldt fornuftigt ud til Rådhuset, at den sag nok skulle ligge på politikernes bord lidt endnu. Og så kunne de jo tilbyde deres hjælp, hvis politikerne fandt en fornuftig og holdbar løsning. Men politiet har hverken vilje eller moral. Det er ikke deres bord. De gør, hvad de får besked på.

Peter Ibsen kalder os alle sammen for terrorister nu. Og det er lidt af en tilsnigelse.

Terrorister bruger vold eller trusler om vold mod civile til at opnå deres mål. Nogle autonome (måske fem) har kastet ild på det samme politi, som tilsidesætter alle de regler, som er i vejen for at knuse vores bevægelse. Det er ikke vold mod civile. Det er et forsvar mod en ordensmagt, der ikke holder sig til samfundets regler. Politiet svarer igen med kollektiv afstraffelse i form af ulovlige ransagninger, masseanholdelser, tilfældige anholdelser og visiteringer, tæv, tåregas og lange, ulovlige fængslinger.

Terrorister kan finde på at kidnappe, true eller dræbe sine modstandere. Vi ved jo godt, hvor både Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen og Per Larsen bor. Men de kan føle sig helt trygge, når de er hjemme, for det er ikke den slags kamp, vi ønsker, og det er ikke den slags mennesker, vi er. Vi opsøger ikke folk på deres arbejde eller bopæl for at fange dem og pine dem, sådan som det danske politi gør

Ungdomshuset startede ikke gadekampene den 1.marts. Ungdomshuset afbrød ikke forhandlingerne. Politikerne afbrød forhandlingerne og sendte væbnede styrker ind for at rydde huset. Derefter svarede vi igen på den militans, vi mødte. Men vi tog ingen civile gidsler, vi dræbte ingen, vi sårede ingen, vi satte ikke ild til hverken boliger, s-togsstationer eller indkøbscentre.

Peter Ibsen kan kalde os autonome, anarkister, punkere, demonstranter, unge, ballademagere, bz’ere og tosser (Flemming Steen Munchs favoritudtryk), men han kan ikke kalde os terrorister. Når han vælger at kalde os terrorister, er det fordi det gør os usympatiske i befolkningens øjne, og fordi det giver ham en mulighed for at give os højere straffe efter terrorloven.

Kritikken af politiets indsats er helt på sin plads. Peter Ibsen kan starte med at læse i sit leksikon under ’t’ for terrorist og ’p’ for politistat.

Initiativet for Flere Ungdomshuse