lørdag den 27. januar 2007

VENSKABSDEMONSTRATION FOR FLERE FRISTEDER


Torsdag gik Initiativet for Flere Ungdomshuse og Pink Panther Party på gaden i en pink blok. Vi demonstrerede for flere ungdomshuse overalt og viste samtidig vores venskab med Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Ungdomshuset på Jagtvej har en uvurderlig betydning for Københavns unge og kulturlivet. Men København har brug for meget mere end bare et enkelt fristed. København har brug for mange, mange flere fristeder. Det er helt forkert at bekymre sig om, hvordan man kan rydde et fristed af vejen, når behovet i virkeligheden er at få endnu flere fristeder!

Politiet siger, der var omkring 900 demonstranter på denne råkolde torsdag eftermiddag. Og ikke bare blokken var pink. Himlen var det også, da vi gik langs søerne! Der var kun nogle få, der ikke havde forstået det der med en ikke-voldelig, pink blok. De var mødt op med lommerne fulde af slagvåben og skydere og klædt helt i blåt.

Vi tager det pink palads en anden dag, når det er lidt varmere.

Vi ses på gaden og i fristederne!