Initiativet for flere ungdomshuse

tirsdag den 8. maj 2007

SOLIDARITETSDEMONSTRATION FOR KØPI

Tidligt i morges blev et af Europas største fristeder solgt. Köpi i
Berlin har igennem 17 år fungeret som et alternativt og selvstyrende
kulturhus i stil med Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Med
normaliseringen af Christiania, rydningen af Ungdomshuset og La
Makabre i Barcelona, salget af Köpi og de planlagte salg af Les
Tanneries i Frankrig, Yeafanet i Grækenland og de bz'atte huse i
Rigaerstrasse i Berlin tegner der sig et billede af et bredt angreb på
de europæiske fristeder.

Derfor afholder Ungdomshuset, Initiativet For Flere Ungdomshuse, Pink
Panther Party og Vesterbro Loves Ungeren en demonstration under navnet
Copenhagen Loves Köpi.

"Den hetz, som politikerne for alvor skød i gang med rydningen af
Ungeren, og som nu går ud over fristeder i hele Europa, er en krig
imod anti-profitabel, alternativ kultur og en hetz imod en kæmpe
befolkningsgruppe. Hvis det lykkes politikerne at nedkæmpe en hel
kultur er det et kæmpe nederlag for det demokratiske samfund." Udtaler
Pernile fra Copenhagen Loves Köpi.

"Mangfoldighed og respekt for minoriteter er en af grundstenene for
demokrati, og det er præcis dette, som Europas politikere er i færd
med at bekrige nu. Deres aggressive fremfærd har betydet en eksplosiv
mobilisering imod dem, men hvis det alligevel skulle lykkes dem at
nedkæmpe en hel befolkninsggruppe, er det nok på tide at stille
spørgsmålstegn ved, om det demokratiske projekt har spillet fallit."
Udtaler Tim fra Copenhagen Loves Köpi

Copenhagen Loves Köpi arrangerer demonstration i aften kl 19.30 mod de
politiske angreb mod fristederne fra hovedindgangen til Statens Museum
for Kunst til den tyske ambassade.

Kampen fortsætter

Copenhagen Loves Köpi

Ungdomshuset, Initiativet for Flere Ungdomshuse, Vesterbro Loves
Ungeren, Pink Panther Party



Kontakt: 50227464

lørdag den 5. maj 2007

Vi har vundet en pris



Bestyrelsen for Enhedslistens Rød Fond har besluttet at uddele Enhedslistens Græsrodspris 2007 til deling mellem ABC og Initiativet for flere ungdomshuse pga. det arbejde, der er lavet op til og efter rydningen af Ungdomshuset Jagtvej 69.

Enhedslistens græsrodspris er på 10.000 kr., hvorhalvdelen så vil gå til hver af de to prismodtagere.

En person fra Initiativet for Flere Ungdomshuse møder op i Korsgadehallen lørdag kl 17, for at modtage prisen på vegne af initiativet.

I den forbindelse vil hun takke med disse ord:

"Der er sået frø til en sommer der står i oprørets navn. Vi må og skal have mindst ét nyt ungdomshus i København, alt andet er grotesk. Men dette oprør handler om meget mere end et ungdomshus.

Vi har som initiativ oplevet at der er rigtig mange mennesker både unge og gamle, som er villige til at gå langt for at få et København der rummer både ungdomshuse, medborgerhuse og alsidighed i det hele taget.
Midlerne til dette er mange. I kæmper jeres kamp inde på talerstolene vi kæmper vores på gaderne og i de tomme huse. Det er vigtig at vi forstår at disse måder skal supplere hinanden.

Vi har brug for politisk opbakning, så vi ikke mister gejsten. Og i har brug for gejsten fra gaden, så i ikke tørre helt ind på jeres partikontorer.
Så folk kan blive ved med at tro på dette andet København. Et København hvor man ikke skal spejle sig i de store glasfacader når man går på gaden, men hvor man kan spejle sig i hinanden, hvor man kan se hinanden, og se hinanden i øjnene.

Tak for pengene og prisen, fortsat godt landsmåde, og vi ses på gaden"

torsdag den 26. april 2007

POLITIET GRINET UD AF TORSDAGSDEMO


Torsdagsdemoen i dag fik en rigtig sjov slutning.

Vi var på tur rundt i området og se på gamle bz’atte huse og høre lidt om dem og få historier fra folk, der selv havde været med i husene. Vi var både ved Det Blå Hus på Åboulevarden, Det Lyserøde Hus på Rantzausgade, Allotria ved Korsgade, Bazooka og Byggeren ved Stengade, i Ryesgade, og så endte vi ved Jagtvej 69.

Noget gennemgående var, at de steder, hvor bz’atte, aktive huse var blevet ryddet, var der nu bare en byggetomt. Også selvom huset var blevet ryddet for tyve år siden. Også selvom huset stadig kunne have fungeret som aktivt ungdomshus eller kollektiv den dag i dag. Københavns Kommune synes, der er mere brug for byggetomter end alternativ kultur.

”Demonstrationen endte ved Jagtvej 69 og opløste sig selv. Politiet afspærrede ved runddelen og på Jagtvej, så vi kunne være i fred for trafikken,” fortæller Stine, som var med i demonstrationen. ”Pludselige opdager jeg, at en af betjentene ikke har nogen kasket på, og jeg finder hurtigt ud af, at nogen har lænet sig ind over banneret og snuppet den. Betjenten ser vildt sur ud og lynhurtigt begynder alle at pege på ham, og alle griner. Betjentene begynder at lede efter hatten, men de kan selvfølgelig ikke finde den, og ham uden hat bliver mere og mere sur. Til sidst stiger de ind i deres bil og kører væk. Det blev simpelt hen for meget for dem.”

Demonstrationen var på det tidspunkt opløst, og folk var begyndt stille og rolig at sive fra området, selvom mange blev hængende på gaden og nød det gode vejr og fordøjede de mange indtryk og fortællinger.

En anden demonstrant, Simon, fortæller: ”Da jeg skulle hjem, gik jeg ned ad Jagtvej, og jeg opdagede, at salatfadet med betjentene holdt længere nede. Da jeg kiggede ind ad ruden, kunne jeg se, at ham, der havde fået stjålet sin hat, sad og græd. Man fik sgu næsten helt ondt af ham.”

Vi griner stadig af politiet. Hvem ved, hvad vi snupper næste gang...

tirsdag den 24. april 2007

KRITIKKEN AF POLITIETS INDSATS ER RETFÆRDIG

Kommentar til Peter Ibsens brug af ordet ’terrorist.’

Politiforbundets formand, Peter Ibsen, er ked af det, fordi politiet kritiseres for deres elendige håndtering af rydningen af Ungdomshuset. Bevares, det var også en stor opgave, og man kan undre sig over, at politiet ikke for længe siden har meldt fornuftigt ud til Rådhuset, at den sag nok skulle ligge på politikernes bord lidt endnu. Og så kunne de jo tilbyde deres hjælp, hvis politikerne fandt en fornuftig og holdbar løsning. Men politiet har hverken vilje eller moral. Det er ikke deres bord. De gør, hvad de får besked på.

Peter Ibsen kalder os alle sammen for terrorister nu. Og det er lidt af en tilsnigelse.

Terrorister bruger vold eller trusler om vold mod civile til at opnå deres mål. Nogle autonome (måske fem) har kastet ild på det samme politi, som tilsidesætter alle de regler, som er i vejen for at knuse vores bevægelse. Det er ikke vold mod civile. Det er et forsvar mod en ordensmagt, der ikke holder sig til samfundets regler. Politiet svarer igen med kollektiv afstraffelse i form af ulovlige ransagninger, masseanholdelser, tilfældige anholdelser og visiteringer, tæv, tåregas og lange, ulovlige fængslinger.

Terrorister kan finde på at kidnappe, true eller dræbe sine modstandere. Vi ved jo godt, hvor både Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen og Per Larsen bor. Men de kan føle sig helt trygge, når de er hjemme, for det er ikke den slags kamp, vi ønsker, og det er ikke den slags mennesker, vi er. Vi opsøger ikke folk på deres arbejde eller bopæl for at fange dem og pine dem, sådan som det danske politi gør

Ungdomshuset startede ikke gadekampene den 1.marts. Ungdomshuset afbrød ikke forhandlingerne. Politikerne afbrød forhandlingerne og sendte væbnede styrker ind for at rydde huset. Derefter svarede vi igen på den militans, vi mødte. Men vi tog ingen civile gidsler, vi dræbte ingen, vi sårede ingen, vi satte ikke ild til hverken boliger, s-togsstationer eller indkøbscentre.

Peter Ibsen kan kalde os autonome, anarkister, punkere, demonstranter, unge, ballademagere, bz’ere og tosser (Flemming Steen Munchs favoritudtryk), men han kan ikke kalde os terrorister. Når han vælger at kalde os terrorister, er det fordi det gør os usympatiske i befolkningens øjne, og fordi det giver ham en mulighed for at give os højere straffe efter terrorloven.

Kritikken af politiets indsats er helt på sin plads. Peter Ibsen kan starte med at læse i sit leksikon under ’t’ for terrorist og ’p’ for politistat.

Initiativet for Flere Ungdomshuse

torsdag den 22. marts 2007

PINK BLOK FESTIVAL 2.0


Nu varmer vi op til et sprødt hedt forår på gaden og i vores nye
uopdagede fristeder. Pink Blok Festival er en skole for pirater,
aktivister og oprørere. Det er ikke en skole, som alle de andre. Alle
lærere er elever, og alle elever er lærere. Hver time er klassens
time. Det er noget, du ikke vil gå glip af. Kom og lær, og lær fra
dig.


Folkets Hus og Park, Stengade 50

TORSDAG 29 Marts - Workshops hele dagen + Natteløb!
FREDAG 30 Marts - Workshops hele dagen + PINK PARTY!

PROGRAM:

TORSDAG:
I caféen:
- Medietække kl. 19.30 - 21.30

I rummet-ved-siden-af-caféen:
- Barrikade øvning fra kl. 17 og frem efter..

På 1. sal:
- Selvforsyning kl. 15.30 - 16.30
- ABC, kend dine rettigheder kl. 16.30 - 17.30
- Tinglysning kl. 17.30 - 18.00
- der vil være go´ billig mad kl. 18-19
- Banner maling, Streetart kl. 19.00 og frem

På 3. sal:
- der vises film kl. 15.30 - 16.30
- Kom og lær at forsvare dig selv til, separatistisk selvforsvar (for kvinder) kl. 16.30 - 18.30
- Moderne dans kl. 19.00 - 20.30
- der vises flere af de fede film fra kl. 20.30 og frem

udendørs aktiviteter:
- lær at lave 3-fod
- Bouncing (kom og hør nærmere)
- Natteløb kl. 22-01

FREDAG:
I Caféen:
- Detentionshygge, (ha´ det sjovt i fangehullet) kl. 18-19

I rummet-ved-siden-af-cafeén:
- Selvbeskyttelse, beskyt dig selv kl. 15.30 - 17.00
- Lock-on kl. 17-19
- Barrikade øvning kl. 20.00 og frem..

På 1. sal
- Presse øvelse 15.30-16.30
- Stencils, banner maling, streetart 16.30 - 21.00
- der vil være go´ billig mad kl. 19.00 - 20.00

På 3. sal
- Film visning kl. 15.30 - 16.30
- Stemmetræning, kend din stemme kl. 16.30 - 18.00
- selvforsvar (for alle) 18 - 19.30
- lock on, blokade-teknikker, hvor du lænker dig til ting du elsker eller hader kl. 17.00 - 18.00
- Film visning 20.00 - 22.00

Udendørs aktiviteter:
- 3-fod
- Bouncing

Hvis du gerne selv vil lave en workshop så skriv til pink.blok@gmail.com eller duk op når Pink Blok Festival åbner torsdag kl. 15. G*rrroooarh!

Pink Blok Festival rimer på TOP NICE! Vi ses!
Pink Panther Party

fredag den 16. marts 2007

Stevnsgade Skole er BZ’at

”Det er en udbredt misforståelse, at brugerne af Ungdomshuset sagde nej til
bygningen i Stevnsgade. Det gjorde de ikke. Tværtimod syntes de, at den
kunne blive et udmærket ungdomshus. De sagde bare nej til at betale for den.
Det var ikke Ungdomshuset, der afbrød forhandlingerne. Det var politikerne,
der sendte politiet ind efter de unge, inden der var fundet en løsning.”
Siger Anikka Viby, talsperson for Initiativet for Flere Ungdomshuse.

Initiativet for Flere Ungdomshuse mener, det er retfærdigt nok, at Kommunen
giver et nyt hus som erstatning, efter at de har taget Jagtvej 69 fra
Københavns ungdom. De fire krav, som Ungdomshuset stillede til et nyt hus,
er helt rimelige.

”Stevnsgade Skole er kommunalt ejet. Hvis Ritt Bjerregaard beder sine
embedsmænd om ikke at få bygningen ryddet af politiet, er problemet løst
øjeblikkeligt. Tænk over det. Det er så nemt som at knipse med fingrene.
Ritt sidder igen med muligheden for at løse konflikten.” Forklarer Anikka
Viby.

”Vi synes, det er en fin og velegnet bygning, og alle, også kommunen, er
enige om, at der er plads til både os og de handicappede. Hvis byggeriet er
forsinket nu, skal vi nok hjælpe til gratis. Vi kan både slæbe materialer og
hjælpe med at bygge. Man hjælper jo hinanden.” Svarer Anikka Viby, på
spørgsmålet om, hvad der skal blive af de handicappede.

Initiativet for Flere Ungdomshuse giver hermed politikerne på Rådhuset en
mulighed for at fortryde, at de afslog Ungdomshusets tilbud om at flytte
lokaler, og opfordrer direkte Ritt Bjerregaard til ikke at få bygningen
ryddet.

Vi håber endvidere, at politiet tager deres arbejde seriøst og ikke rydder
bygningen, før bygningens ejer, Københavns Kommune, beder dem om det. De
sidste uger har vist os, at politiet ikke altid er til at stole på, og at de
har taget tilsidesættelsen af spillereglerne til nye højder. Men man bliver
aldrig for gammel til at lære noget nyt og opføre sig ordentligt, så det
håber vi, de vil gøre.

Initiativet for Flere Ungdomshuse bliver ved med at aktionere, til behovet
for selvstyrende ungdomshuse er dækket.

torsdag den 15. marts 2007

GADEFEST PÅ NØRREBRO


Pressemeddelelse.

Initiativet for Flere Ungdomshuse inviterer til gadefest klokken 17, fredag den 16.3.007, et hemmeligt sted på Nørrebro.

Ungdomshuset på Jagtvej er ryddet, men det ændrer ikke meget på Initiativets kamp for flere ungdomshuse:

”Der er et behov for selvstyrende ungdomshuse i København, og det er et politisk ansvar at sørge for, at behovet bliver dækket. Behovet er større nu end nogensinde. Initiativet ser det som en ganske naturlig del af dets kamp at støtte de tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69,” forklarer Anikka Viby, talsperson for Initiativet for Flere Ungdomshuse.

”Brugerne af Ungdomshuset har vores fulde opbakning. Initiativet tager ikke stilling til, hvordan alle mulige andre ytrer sig og kæmper kampen. Vi bakker folk op, som også kæmper for selvstyrende ungdomhuse i København og alle mulige andre steder. Vi forholder os først og fremmest til det problem, at der mangler brugerstyrede ungdomshuse, og det er et politisk problem.” Svarer Mads Clausen, talsperson for Initiativet for Flere Ungdomshuse, på spørgsmålet om, hvordan Initiativet forholder sig til andre aktionsformer, fx gadekampene for to uger siden.

Der har igennem det seneste halve år været over 50 demonstrationer i København - alene for Ungdomshusets bevarelse. Ofte har der været flere tusinde mennesker i disse fredelige demonstrationer. Da Ungdomshuset blev ryddet var der over 10.000, der havde skrevet under på, at Ungeren skulle bevares. Ingen kan komme og sige, at Ungdomshusets brugere ikke havde forsøgt sig med parlamentariske midler.

Når Initiativet for Flere Ungdomshuse nu går på gaden og holder gadefest er det i sympati med Ungdomshusets kamp. Og fordi vi ikke har andre steder at tage hen, nu hvor Ungeren er væk.

Men det er ikke kun i sympati med Ungeren. Det er også for at gøre opmærksom på det generelle problem, at der er brug for selvstyrende fristeder, som tager kritisk stilling til fx kommercialisering, profitorientering, ensretning og diskrimination.

”Det er jo vanvittigt at et land, der har dyrekirkegårde, ikke har plads til et ungdomshus. Det er ikke pengene, det er småt med hos politikerne, men viljen. Vi har jo set, at de ikke tøver med at bruge mange millioner på at rydde et eksisterende kulturhus, så hvorfor kan de ikke bruge dem på at give os et nyt i stedet.” Udtaler Anna Sørensen, talsperson for Initiativet for Flere Ungdomshuse.

Initiativet for Flere Ungdomshuse vil fortsat blive ved med at aktionere, indtil behovet for selvstyrende ungdomshuse er dækket.

Pressen kan kontakte os på 50227464

Initiativet for Flere Ungdomshuse